At bestige bjerge





Pilgrimsvandring på de danske bjerge



Smukt ligger de derude, bjergene i det danske landskab med navne som Knøsen, Ejer Bavnehøj, Sukkertoppen, Purhøj, Jordløse Bakker, og mange flere med det til fælles, at de knejser mere end 100 m over havets overflade. Højest af alle skulle nu være Møllehøj med sine 170,86 meter.


Jeg havde fået den gode ide, at vi skulle bestige disse danske bjerge og det er blevet til nogle år med herlige naturoplevelser, landskaber og flotte udsigter.


Vi begyndte vores ekspedition i det nordjyske og besteg Knøsen i Dronninglund storskov, der med sine 136 m er Nordjyllands højeste punkt. Undervejs holdt vi en stille pilgrimsandagt ved det lille skovkapel. Det var i det hele taget kendetegnende for vores bjergbestigninger, at de blev små pilgrimsvandringer. Når vi nåede til bjergets top, var der mange steder en andægtig stemning, når vi stod der og skuede ud over landskabet og oplevede Guds store skaberværk i al sin stilhed.


Vi besøgte gamle kulturminder, vandrede i skove, på heder og langs åer og søer. Undervejs så vi livet på landet med kvæg, rådyr, ørne og som noget helt særligt isfuglen langs Gudenåen. På vores bjergbestigninger nåede vi til Sydfyn, Skanderborgegnen, Mols Bjerge og Søhøjlandet omkring Silkeborg, Ry, og Nordjylland.


En tro følgesvend var som altid vores pilgrimsstok, hat og rygsæk med vand og frokost.


Som et værdigt punktum sluttede vores ekspedition i foråret 2021 med en vandring fra Julsø til Himmelbjerget. Her nød vi en is i dejlig solskin og den store udsigt.


Nu havde vi besteget i alt 21 bjerge og indskrevet os i Hall of Fame, som bjergbestiger af de danske bjerge.


Må denne bjergbestigning være til inspiration for andre.


Pax et bonum

Lone





Fakta om Bestig Bjerge.dk Naturstyrelsen har i samarbejde med Oplev Søhøjlandet etableret mulighed for at bestige bjerge i Danmark. I øjeblikket er der 21 bjerge på bjergbestiger listen, heraf 15 i Midtjylland og flere kan komme til. Til hvert bjerg knytter der sig en lille vandrebeskrivelse og vandreruten er afmærket. Det samlede antal optjente højdemeter er opgjort til 2696 meter svarende til Sveriges højeste bjerg Kepnekaise. Yderligere oplysninger: www.bestigbjerge.dk